Jeg har altid drømt om et højskoleophold. Det fællesskab det giver, de venner man får, og alt det man oplever, det har jeg drømt om at få.
Da jeg kom til det tidspunkt, at jeg kunne tage på højskole, besluttede jeg mig for, at jeg skulle ud og yde nødhjælp i Afrika, med en højskole. Det er den største oplevelse jeg nogensinde har haft, og selvom det var hårdt, og ti tider frustrerende, så ville jeg på ingen måde have været det foruden.
Vi havde først nogle uger på højskolen, hvor vi blev introduceret til projektet, og hvor vi lærte om de ting vi skulle hjælpe med, samt lærte hinanden at kende. Vi skulle ned og hjælpe til i en lille ugandisk by, hvor de havde en skole og et børnehjem, som havde et stort behov for hjælp.
Rejsen derned var lang, og vi var alle virkelig spændte på hvordan det skulle komme til at fungere dernede. Vi skulle bo hos en familie dernede, så alle os fra højskolen, ville blive spredt ud over landsbyen, så vi stod alle på egne ben. Jeg boede hos en meget gæstfri familie, og jeg blev rigtig glad for at bo hos dem, selvom de hverken havde elektricitet eller rindende vand.
Jeg hjalp til på børnehjemmet, hvilket både var spændende, hårdt, frustrerende og givende. Jeg knyttede mig til mange af børnene, og at se når de ikke havde det godt, og tænke på hvordan de havde haft det inden vi kom, og inden børnehjemmet blev oprettet, var super hårdt. Derfor var det en stor fordel at være af sted med en højskole, for vi oplevede det samme, og vi havde altid hinanden at snakke om det med, for vi gennemgik det samme, og havde de samme tanker og frustrationer.
Det var en meget givende tur, og jeg lærte virkeligt meget. Jeg lærte noget om mig selv, om livet i Uganda, jeg lærte at sætte større pris på alt det jeg har , i stedet for altid at tænke på alt det jeg ikke har.
Hvis jeg kunne tog jeg gerne af sted igen, for at få følelsen af at gå på højskole igen, og at omgive mig med andre højskolefolk hele tiden i nogle måneder, det er en virkelig intens oplevelse, og jeg ville hellere end gerne prøve det igen