Det er min mand, du kan høre. Han taler i telefon med vores søn. Jeg kan høre, at han er ved at kigge på køreplaner for toget fra Fyn til København, mens han taler med ham. Det er lidt dårlig vane, han har. Min mand. At tale i telefon og lave noget andet samtidigt. Det bevirker, synes jeg, at han er lidt fraværende. Men jeg kan høre, at denne gang er han ikke fraværende. De – min søn og min mand – er ved at finde ud af, hvornår han ankommer.
Hjem på juleferie
Fordi ja, min søn kommer hjem på juleferie. Han går på en musikefterskole på Fyn og vil gerne hjem i ferien, der kommer. Bare i nogle få dage, inden han drager tilbage. Han vil gerne være sammen med os i julen. Og det er vi meget – ja utroligt – glade for.
Vi har savnet ham meget, siden han tog derover i sensommeren. Han er dog glad for at være der, og da vi var derovre for at besøge ham en enkelt dag i oktober, kunne vi godt se, at han har det godt. Heldigvis.
Jeg har jo ellers gået her og været så bekymret for ham. Han er jo kun 16. Og ja, jeg indrømmer det, jeg synes, at det har været meget svært, at han ikke er her hver dag. Også selv om han kan være ret umulig at være i stue med.
Sammenstød
Vi havde mange sammenstød, inden han tog afsted. Det handlede meget om, at jeg måske var for meget mor for ham. Han er jo min lille dreng. På det punkt var vi meget uenige. Han mente, at han kan mange ting selv – også selv om han ikke har erfaring.
Den uenighed førte til mange skænderier mellem os. Ofte måtte jeg lytte til hans evige argument om, at hvis jeg ikke lod ham gøre noget hvordan skulle han så få erfaringen. Meget logisk, men ikke holdbart – efter min mening. Man behøver ikke at kaste sig ud i farlige situationer, bare for at få erfaring.
En lille pause
Skænderierne førte til, at min mand greb ind. Han foreslog, at vi alle sammen fik en pause fra hinanden. Min dreng var helt med på den idé og foreslog i første omgang, at han bare flyttede hen til en kammerat. Det var vi dog ikke helt trygge ved. Så vi talte længe om andre muligheder. En af dem var musikefterskolen. Og det har vist sig at være en rigtig god løsning. Både for min dreng og for os.
Vi ved, at han bor i trygge og sikre rammer. At han passer sin skole. At han har det godt. At der vil blive sørget for, at han får den støtte, han har brug for, hvis noget skulle ske. Og ingen drama.
Og for os: Vi har haft mulighed for at reflektere over, hvorfor min konflikt med ham blev så voldsom. Og vi – dvs. jeg – har haft mulighed for at gøre noget ved det. Det er ikke nemt at se sin elskede søn vokse op og blive selvstændig. Og jeg må lære at give slip. Selvstændighed betyder jo ikke, at kærligheden forsvinder.